IFR statistik

International Federation of Robotics 2017

Danmark anvender stadig rekordmange robotter

Danmark ligger stadig i toppen, når det kommer til anvendelse af robotter. Det viser spritnye tal fra the International Federation of Robotics (IFR) årlige rapport, der netop er offentliggjort.

I 2017 blev der blevet installeret rekordmange robotter – både globalt og i Danmark. Tal fra rapporten, som er indsamlet af blandt andre DIRA – Dansk Robot Netværk, viser, at der i 2017 blev installeret 774 nye robotter i Danmark, hvilket er 3% mere end i 2016.

Det er især vores høje lønninger og krav om bedre produktivitet, der er incitamenter til automatisering.

– En af grundene til, at vi har så mange robotter i Danmark, er vores høje lønninger. Vi er et af de steder i verden, hvor det først kan betale sig at automatisere processer, uddyber Søren Peter Johansen, der er sekretariatsleder for DIRA, og tilføjer:

– Den øgede produktivitet, som automatiseringen resulterer i, gør det muligt for danske virksomheder at konkurrere med resten af verden. Det medfører et mersalg, der kræver flere hænder i de processer, der ikke kan automatiseres. Således er automatiseringen i Danmark indirekte med til at fastholde og skabe flere arbejdspladser herhjemme.

Små- og mellemstore virksomheder har taget robotterne til sig

Rapporten viser også, at der i 2009 var 132 robotter i Danmark per 10.000 medarbejdere, hvor der i 2017 var 230 robotter per 10.000 medarbejdere. Danmark overgås dermed i Europa kun af Tyskland med 322 robotter per 10.000 medarbejdere og Sverige med 240 robotter per 10.000 medarbejdere i fremstillingsindustrien.

Det er et højt tal taget i betragtning, at der ikke eksisterer nogle bilproducenter i Danmark, fortæller Søren Peter Johansen.

– Vi har rigtig mange robotter i Danmark, og ser man bort fra automobil- og elektronikindustrien, er vi formodentligt det land i verden med flest robotter per medarbejder, og det er på trods af, at vi kun har få store produktionsvirksomheder, siger Søren Peter Johansen og tilføjer:

– Det er et tegn på, at de små- og mellemstore virksomheder i Danmark har taget robotterne til sig.

Danmark skal fortsat kæmpe for titlen som robotnation

De positive tal er dog ikke en anledning til at læne sig tilbage, siger Søren Peter Johansen.

– Det må dog ikke være en sovepude for virksomhederne. Når vi kigger på udviklingen globalt, ser vi, at stigningen i Asien gennem flere år har været tocifret. Derfor er der fortsat brug for, at danske virksomheder investerer i automatisering, så vi fremadrettet kan konkurrere med den fremadstormende industri fra f.eks. Asien, afslutter han.

Fakta om DIRA:

DIRA – Dansk Robot Netværk – er et netværk med selvstændig bestyrelse, for danske virksomheder og vidensinstitutioner, der er interesserede i robotteknologi og automatisering.

DIRA blev stiftet i 1982 og har i dag mere end 220 medlemsvirksomheder.

DIRA deltager blandt andet i udarbejdelsen af den årlige danske robotstatistik, som leveres af International Federation of Robotics (IFR).