Interessante myter om robotter

 

Mytepunkteringer om robotter

Med mange års kendskab til robotter og solid erfaring inden for robotindustrien er vi i DIRA gennem tiden selvfølgelig stødt på en række interessante myter angående robotter.

Dog er det ikke altid, at disse myter helt holder stik.

Vi vil her redegøre for fire af de myter, vi oftest møder:

  • ”Robotter stjæler vores arbejdspladser”
  • ”Robotter er for dyre”
  • ”Robotter vil med tiden blive mere intelligente end mennesker”
  • ”Robotter er svære at programmere”

”Robotter stjæler vores arbejdspladser” – gør de egentlig det?

Når man arbejder med robotter, eller overvejer at investere i robotteknologi til sin virksomhed, møder man ofte skeptiske blikke fra omverdenen eller endda i industrien, hvor brugen af robotter er i vækst. Oftest er den almene befolkning også bekymrede for, om robotterne nu kommer og overtager deres arbejde. I det store billede ses en automatiseret arbejdsplads dog som en konkurrencedygtig arbejdsplads. Og en konkurrencedygtig arbejdsplads er en velbefolket arbejdsplads.

Et eksempel er her Trelleborg Sealing Solutions – vinder af DIRA Automatiseringsprisen i 2014, som på to et halvt år gik fra seks til 35 robotter, sideløbende med at de gik fra 300 til 340 ansatte. Derudover sikrer robotter også, at arbejdspladser bliver i Danmark. Med andre ord vender produktionen hjem, hvilket også bekræftes af en undersøgelse lavet af Syddansk Universitet, som netop ser en mulighed for at fastholde arbejdspladser i Danmark pga. hjælp fra robotter og automatisering. Dertil siger Søren Peter Johansen, sekretariatsleder for DIRA:

– Faktisk ser man mange eksempler på produktion, som vender tilbage til Danmark, da vi her har bedre forudsætninger for at automatisere og sikre en høj kvalitet. Så robotter ikke kun fastholder jobs i Danmark, de skaber også jobs i Danmark. Historisk set har teknologi tilmed også skabt flere jobs, end den har ødelagt, og der er ingen grund til at tro andet, da nogen også er nødt til at betjene og lave disse avancerede apparater. Med andre ord vil man se skiftende arbejdsfunktioner, men samtidig vil der også skabes arbejdspladser, som endnu ikke har set dagens lys.

”Robotter er for dyre” – hvad betyder dyrt i denne sammenhæng?

Dyrt er relativt. Selve teknologien bag robotter siges at være ligetil at anskaffe, så længe man har en smule forståelse for teknologi, og hvad man ønsker at bruge den givne robotteknologi til.

Det er derfor faktisk forholdsvist billigt og let at anskaffe sig en robot. Dette skyldes bl.a., at flere robotudviklingsvirksomheder – heriblandt danske – har gjort det til deres mission at udfordre tunge, dyre og ufleksible robotinstallationer samt gøre robotter mere brugervenlige og dermed et let værktøj.

Samtidig betyder en stigende interesse og større produktion/anvendelse af robotter også større konkurrence blandt robotvirksomheder.

Tid er penge, og selve processen omhandlende implementering af robotter kan hurtigt blive en kostelig affære, hvis man ikke har sat sig grundigt ind i tingene, før man investerer i robotteknologi. Søren Peter Johansen påpeger dog, at der faktisk er penge at hente, hvis man som virksomhed er villig til at afsætte tid til at ’skifte de firkantede hjul ud med nogle runde’.

Man skal derfor se installationen af robotteknologi som en langsigtet investering, der på længere sigt vil spare din virksomhed for både tid og penge. Det kræver i høj grad også tid f.eks. at få et automatiseringsprojekt op at køre.

 

”Robotter vil med tiden blive mere intelligente end mennesker” – vil de det?

Kunstig intelligens er i disse år heftigt debatteret, når vi snakker robotteknologi. Pew Research Center har undersøgt, hvad 1.896 ledende eksperter forventer, at robotter og kunstig intelligens vil få af betydning for hverdagen i 2025. Her er en positiv tilgang til robotteknologi, og det vurderes, at kunstig intelligens vil påvirke hverdagen inden for mange forskellige områder i fremtiden. Særligt vil robotteknologi have stor indflydelse både inden for sundhed og velfærd, transport og kundeservice.

“Hvad er intelligens?” er et vigtigt og relevant spørgsmål at stille sig selv i denne sammenhæng, da man skal huske på, at det er selve mennesket, som konstruerer, programmerer, implementerer og kontrollerer robotter. Til trods for at robotter i dag er særligt avancerede, er de derfor dog langt fra på niveau med mennesker og dyr. Hvad fremtiden vil bringe er dog uvist, men teknisk intelligens er måske et term, som vil blive hørt oftere, når man snakker om robotter.

”Robotter er svære at programmere” – hvad med brugervenlige robotter?

Styring af de fleste robotter kræver stadig seriøs teknisk indsigt. Dog er en ny bølge af robotter begyndt at vinde terræn i industrien. Dette vedrører fleksible, brugervenlige letvægtsrobotter. Brugervenlige styresystemer bidrager til, at barrieren mellem robot og menneske mindskes, hvorfor man har et særligt fokus på at udvikle brugervenlige, intuitive grafiske interfaces, der fjerner fokus fra programmering, og i stedet giver brugere mulighed for at instruere.

Det pointerer sekretariatsleder for DIRA, Søren Peter Johansen, hvortil han tilføjer, at den stigende interesse fra erhvervslivet indikerer, at barrieren mellem robotter og mennesker stadig bliver mindre og mindre.

Det betyder, at ikke-tekniske personer selv vil kunne instruere en robot til at udføre en række opgaver, hvilket er relevant inden for særligt industrirobotter, men også inden for uddannelse, hvor man ser mange nye muligheder ift. særlig programmering og læring blandt børn og unge.