Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Besøg ved Nordtec-Optomatic -  nomineret til DIRA Automatiseringsprisen 2017

Besøg ved Nordtec-Optomatic - nomineret til DIRA Automatiseringsprisen 2017

31. maj 2017 14:30
Sted: Nomi4S, Hjermvej 19, 7500 Holstebro

Tag sammen med juryen på besøg og oplev Nordtec-Optomatics automatiske affaldssortering anlæg hos Nomi4s i Holstebro. Nordtec-Optomatic er en af de tre nomineret til DIRA Automatiseringsprisen 2017. Det er gratis for DIRA-medlemmer at deltage.

Nordtec-Optomatic er blevet nomineret af juryen for deres automatiske affaldssortering, som frasorterer plastaffald med henblik på at genanvende det. Anlægget er den første af sin art i verdenen. Affaldsbranchen har historisk kun i ringe grad beskæftiget sig med automatisering.

Selve anlægget består af en forsortering, hvor glas, dåser og andet metal bliver sorteret fra. Tilbage er en fraktion, der primært består af plast. Materialet er al den hårde plast, som vi alle smider i affaldsposen, såsom shampoo-flasker, bøtter, dunke, emballage osv. Det er derfor alt andet end homogent og har forskellige dimensioner, masse og form. Materialet kan desuden være forvredet og have skarpe kanter. Dette kører igennem en NIR-sensor, som identificerer plasttypen og robotterne sorterer i de forskellige plasttyper, som derefter er en salgbar vare.

Den anvendte NIR-sensor udfører en kontinuert hyperspektral analyse af de emner, der passerer forbi den, og derved detekteres materialetypen (plasttypen).  Alle data fra NIR-sensoren sendes til anlæggets overordnede styring og fordeles herfra i forskellige virtuelle stakke (queues). Resultatet sendes til de 6 robotter, som derved præcist ved hvor på båndet, plastikstykket ligger. 

Robotterne er programmeret til at kunne kobles i tre modes:
1) Hver robot er koblet til et materiale med udkast på begge side af bånd.
2)Hver robot er koblet til et materiale, men kun på en halv båndbredde
3)Hver robot er koblet til to materialer, med udkast af materialer til hver side

Robotterne kan kobles uafhængigt af hinanden. På anlægget hos Nomi4S kan der derfor udsorteres op til 12 typer af plast samtidig. Udstyret og den bagvedliggende software er dog forberedt til 20 forskellige typer. De valgte plast materialer bliver grebet på båndet at en robot og afleveret i en skakt til en container.

Projektet er kommet i stand på baggrund af regeringens ressourcestrategi om at dobbelt så meget husholdningsaffald vil blive genanvendt (organisk affald, papir-, pap-, glas-, plast-, træ-, og metalaffald). I 2011 blev 22% genanvendt og målet er 50 % i 2022. Hensigten i projektet har desuden været at skabe et salgbart koncept, som kan videreføres hos andre affaldshåndteringsvirksomheder. Et koncept som består af forsortering, NIR-sensoren og et antal robotter, som kan indgå i et eksisterende system hos et hvilket som helst ressourceselskab. Det har fra starten af projektet været målet at tænke konceptet så modulariseret, som muligt; fra maskindesign til softwareudvikling.

Projektet er gennemført i et konsortium bestående af fire virksomheder: Nomi4S, Linatech, RobotSort og Nordtec-Optomatic. Ansvarsfordelingen har i runde tal været følgende:

  • Nomi4S er ressource-selskabet, der har den specifikke viden om affaldshåndterings- og genbrugssektoren.
  • RobotSort har stået i spidsen for griberdesign, samt bidraget med erfaringer fra tidligere konceptprojekt.
  • Linatech har bidraget med erfaring med den maskintekniske del af konceptudviklingen samt fremstilling og installation af stålkonstruktionerne, som anlægget består af. Linatech har desuden været med i analysen og gennemførelsen af forsorterings-delen.
  • Nordtec-Optomatic har stået for programmeringen af anlægget, herunder de seks robotter og NIR-sensoren. Nordtec-Optomatic har desuden været med i processen omkring udviklingen af gribeteknologi. Nordtec-Optomatic har installeret alle styringselementer. 

Fakta om Nordtec-Optomatic
Etableret: Nordtec-Optomatic er etableret i 2003 ved fusion af Nordtec Automation og Optomatic Styringselektronik.
Antal medarbejdere: 37
Adresse: Industrivej 8, 7430 Ikast 

I 2017 består juryen af
Ole Madsen – Professor ved Institut for Mekanik og Produktion, Aalborg Universitet (Juryformand)
Peter Krogh - Technical Manager ved Vola A/S
Bjørn Godske – Journalist ved Ingeniøren med ansvar for produktion
Nigel Edmondson - Direktør ved MADE
Jacob Fausrkov -  Welltec A/S og gæstemedlem af juryen som vinder af DIRA Automatiseringsprisen 2016

DIRA Automatiseringsprisen – Forløb

Der er en række vigtige datoer:

31. maj, kl. 10.00-12.00: Besøg ved Intelligent Marking - nomineret til DIRA Automatiseringsprisen 2017
31. maj, kl. 14.30-16.30: Besøg ved Nordtec-Optomatic nomineret til DIRA Automatiseringsprisen 2017
13. juni, kl. 10.30-12.30: Besøg ved On Robot nomineret til DIRA Automatiseringsprisen 2017
Sept -  Jury voterer i plenum og finder vinderen på baggrund af besøgene og indstillingerne.
3. Oktober – DIRA Automatiseringsprisen overrækkes ved åbningen af hi[17] i Herning

Tilmelding:
Log ind på DIRAs hjemmeside over til højre --->
Herefter vil der komme en tilmeldingsknap i bunden af denne invitation, som du skal trykke på. Er du ikke DIRA-medlem, skal du også indtaste CVR-nummer ifm tilmeldingen.

Har du endnu ikke en profil kan du oprette en, ligeledes over til højre, ved at trykke på "Opret gratis profil".

Yderligere information:
Hvis du har spøgsmål eller kommentarer er du velkommen til at kontakte DIRA på telefon 72201891, eller mail info@dira.dk.

Ovenstående tekst er et uddrag fra indstillingen samt materiale fra Nordtec-Optomatic. Nordtec-Optomatic blev indstillet af Martin Bunk, KUKA Nordic