Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK

Innovative svejserobotter sikrer Inrotech nominering til DIRA Automatiseringsprisen 2018

05. september 2018

Det skal være så nemt at betjene robotterne, at rengøringsmanden eller kantinedamen kan gøre det. Dét er budskabet hos den fynske robotintegrator Inrotech, der sammen med to andre virksomheder er nomineret til DIRA Automatiseringsprisen 2018.

Inrotech udvikler og sælger automatiserede svejserobotter, som er udstyret med særlig software med adaptiv intelligens, som gør dem nemme at anvende for personer uden kendskab til programmering eller erfaring med robotter.

- Robotterne skal være så nemme at bruge, at man kan trykke på en grøn knap for start og en rød knap for stop, fortæller Morten Arndal Nielsen, der er CCO hos Inrotech.

DIRAs medlemmer blev budt velkommen hos Inrotechs kunde Welcon i Give for at få et indblik i, hvordan svejserobotterne anvendes i praksis.

- Vi har lavet et projekt for Welcon for et par år siden, hvor vi svejsede deres vindmølletårne sammen, fortæller Morten Arndal Nielsen, der er CCO hos Inrotech.

Hos Welcon møder DIRAs medlemmer blandt andre en medarbejder, der har ansvaret for at operere seks svejserobotter, men nu også har ressourcer til at lave andre opgaver. Der skal altså kun én mand til at lave, hvad man tidligere brugte seks medarbejdere til, hvilket er en kæmpe fordel ifølge Morten Arndal, da der bliver uddannet færre og færre svejsere.

- Vi kan både identificere emnerne automatisk med forskellige scannere og sensorer, og samtidig kan vi bagefter selv regne ud, hvordan det skal svejses. Og fordi vi har den teknologi, har vi mulighed for at gøre vores systemer mobile, siger han og tilføjer:

- Så vi kan faktisk lave små, mobile og fleksible løsninger, som er helt unikke for den her industri, og som gør, at vi åbner et nyt marked, som indtil videre ikke har eksisteret. At opfinde noget med robotter som lille virksomhed, som ingen andre i hele verden kan, er ret unikt, afslutter han.

Gik du glip af besøget hos Inrotech, kan du her se en film fra dagens begivenheder øverst på denne side.

Inrotech kæmper mod Inwatec og Linak om at vinde årets DIRA Automatiseringspris, der bliver uddelt ved åbningen af Automatik messen i Brøndby den 11. september.

Nåede du ikke med på virksomhedsbesøg hos de tre nominerede, er der stadig rig mulighed for at høre dem, når DIRA tirsdag den 11. september fra 10:00-12:00 inviterer til konference på Automatikmessen i Brøndby. Læs mere om DIRAs program og tilmeld dig konferencen her.