Glemt kodeord / Skift kodeord

Bliv en del af DIRA

Opret gratis bruger
Opret medlemskab
Luk

Indtast email og få tilsendt et link til ændring af kodeord


Tilbage

Tilbage

Tilbage
Nyt fra DIRA

DIRA Automatiseringsprisen 2020: Virksomhedsbesøg hos Welltec

DIRA Automatiseringsprisen 2020: Virksomhedsbesøg hos Welltec

7. september 2020

Flere fordele end udfordringer: Welltecs nye svejseløsning holder produktionen i Danmark


En række udfordringer fik produktionsvirksomheden Welltec til at tænke ud af boksen.

- I virkeligheden var det tre udfordringer, som vi stod med, der fik os til tænke nye tanker. Pres på vores omkostninger, svært at få fat på kvalificerede arbejdskraft i form af svejsere, og sidst et ønske om mere ensartethed og højere kvalitet. Alt sammen kunne vi få ved at automatisere, fortæller Jacob Faurskov, der er ansvarlig for produktion og udvikling hos Welltec.

- Alle de ting kogt sammen fik os til at kigge på, hvordan vi kunne gøre det her anderledes. Og derfor startede vi så projektet med DanRobotics.

Welltec har siden 1994 produceret robotter til olie- og gasindustrien rundt omkring i verden. Virksomheden holder til i Allerød og i Esbjerg, og det er faktisk på fabrikken i det østlige Jylland, at Welltec nu har implementeret en helt unik robotsvejseløsning til produktion af udstyr til energisektoren.

Løsningen er en sammensætning af mange nye teknologier og processer, og det er alt dette, der gør, at den nu er nomineret til DIRA Automatiseringsprisen 2020.

- Welltec har valgt en løsning, hvor man ikke bare går ind og arbejder med serieproduktion, men man arbejder med stykproduktion. Man kigger på, hvordan man kan fjerne ensidig gentagende arbejde for medarbejderne, hvordan man kan højne kvaliteten og samtidig sikre, at kunderne får det, som de efterspørger. Men også en løsning, der gør at man kombinerer mange spændende og nye måder at sammensætte teknologien på, fortæller Dorte Martinsen fra BM Silo.

Hun er en del af juryen, der skal udvælge vinderen af dette års DIRA Automatiseringspris.

Vil blive i Danmark

Løsningen, som Welltec har fundet frem til i samarbejde med DanRobotics, giver virksomheden afgørende konkurrencefordele på flere vigtige parametre, hvilket er med til at sikre, at Welltec kan fastholde sin position som førende high-tech engineering partner i energisektoren.  

Udover at løse de udfordringer, som i første omgang fik Welltec til at tænke nyt, har den nye svejseløsning også andre fordele. Der er nu mindre ensidigt gentagende arbejde, og der er ingen gener fra giftig røg.

Ifølge Jacob Faurskov er løsningens første halve leveår gået godt.

- Der er jo en indlærings- og tilvænningsperiode, hvor medarbejderne skal finde ud af, at det her ikke er noget, der tager arbejdet fra dem, men noget der kan hjælpe os med at bevare arbejdspladserne i Danmark. Men når man kommer over den hurdle, så kommer man ind i en positiv spiral – og det er det, vi er i nu, fortæller Jacob Faurskov og fortsætter:

- Hvis eller når vi kommer i den situation hvor vi kan belægge anlægget fuldt ud, så svarer det til en besparelse på 15 mand. Det vil sige 15 mand, som vi ikke skal ud og ansætte yderligere, og 15 mand som vi ville have meget svært ved at finde, hvis vi skulle blive i Danmark. Det ville så have været en årsag til at kigge andre steder hen, men det vil vi ikke. Vores strategi er at blive her i Danmark med vores produktion, så den ligger tæt sammen med vores udvikling.

DIRA AUTOMATISERINGSPRISEN 2020 vil blive overrakt den 8. september, når DIRA-konference åbner Automatik 2020 kl. 11.00-12.00.

Juryen består af et antal faste medlemmer, der repræsenterer forskningsinstitutioner, presse, interesseorganisationer samt industrien. Juryen består i år af Ole Madsen fra Aalborg Universitet, Laurids Hovgaard fra Ingeniøren, Nigel Edmondson fra MADE, Dorte Martinsen fra BM Silo og forrige års vinder, Tina Beith Christensen fra Aalborg Universitetshospital.

Et sidste jurymedlem Peter Krogh fra VOLA deltager i år ikke i voteringen eller udpegningen af årets vinder, da hans virksomhed er blandt de nominerede til prisen.

Om DIRA Automatiseringsprisen 2020
DIRA Automatiseringsprisen uddeles hvert år til en dansk slutbruger med en god automatiseringshistorie. DIRA Automatiseringsprisen skal tjene som inspiration for andre ved at vise unikke løsninger og processer baseret på robotteknologi og relateret automatisering. 
Ved samme lejlighed hædres eventuelt en eller flere tilknyttede integratorer.