Glemt kodeord / Skift kodeord

Bliv en del af DIRA

Opret gratis bruger
Opret medlemskab
Luk

Indtast email og få tilsendt et link til ændring af kodeord


Tilbage

Tilbage

Tilbage
Nyt fra DIRA

Her er de tre nominerede til DIRA Teknologiprisen 2021

Her er de tre nominerede til DIRA Teknologiprisen 2021

17. juni 2021

Juryen til DIRA Teknologiprisen 2021 har nu udpeget de tre teknologier, der i år er nomineret til prisen, der hædrer et nyt og unikt produkt.

Det har på mange måder været et anderledes år, og mange ting har ikke været som de plejer på grund af COVID-19. Ikke desto mindre står der et stærkt felt af spændende teknologier blandt de hele 18 indstillinger til DIRA Teknologiprisen 2021.

- Det er et bredt felt af nominerede, der kendetegner DIRA Teknologiprisen 2021, lyder det fra dette års jury.

Juryen har netop voteret, og de tre nominerede til DIRA Teknologiprisen er fundet. Et nomineringsfelt, der endnu en gang viser teknologiernes enorme spændvidde, potentiale og nytænkning.

De tre nominerede er:

Flow Robotics med sin pipetteringsrobot Flowbot ONE, der med kunstig intelligens, augmented reality og fleksibilitet i soft- og hardware kan assistere laboranter med at pipettere i langt de fleste typer laboratorier globalt. Teknologien automatiserer mange opgaver, der ellers bliver håndteret manuelt. Det aflaster laboranter og bioanalytikere, så de ikke i lige så høj grad skal lave gentagende bevægelser og ensformige stillinger.

Flowbot ONE er nem at tilgå, og den er udviklet, så den tilpasser sig laboratoriet – og ikke omvendt.

- Brugervenligheden er i den grad et springende punkt, når vi taler om Flowbot ONE. Når det kommer til fremtiden for teknologien, er det vigtigt at tænke skalerbarhed og anvendelse ind, og det har man gjort her, lyder det blandt andet fra juryen.

Odico med robotten Cut’N Move, der kan overtage meget tunge arbejdsprocesser som at snitte i store fliser, teglsten og lignende produkter i byggeindustrien – alt sammen arbejdsopgaver, som typisk er langsommelige, larmende og ergonomisk meget dårlige.

Robotten er bygget op om kendte teknologier, der er bygget sammen til en kompakt løsning, der er nem at transportere i en trailer fra byggeplads til byggeplads.

Om nomineringen udtaler juryen blandt andet:

 - Den her teknologi kan gøre en forskel og være med til at automatisere byggebranchen, og det er imponerende og banebrydende, at give sig i kast med.

OnRobot for sin magnetiske gripper MG10, der med sin indbyggede programmerbare kraftfunktioner samt sensorer, der automatisk detekterer, om robotten har fat i emnerne, er yderst innovativ.

Robotten sørger for en sikker håndtering af emnerne – også dem med en grov, ujævn eller perforeret overflade og uanset størrelse og vægt – selvom der skulle opstå strømudfald eller sikkerhedsstop.

- Det er et fagligt mekanisk stykke ingeniørarbejde, der er udført til perfektion. Det er innovativt, at man ikke skal bekymre sig om strømsvigt eller lignende, og så er det også strømbesparende, lyder det fra juryen.

Juryen består af nogle faste medlemmer, der repræsenterer entreprenørskab, presse, interesseorganisationer samt industrien. I juryen sidder Bjørn Godske, journalist ved Ingeniøren, Lasse Kieffer, tidligere stifter af Purple Robotics, John Christiansen, Head of R&D Automation, LEGO og Claus Thorup Albjerg, erhvervskundeschef i Vækstfonden.

Før den endelige vinder af DIRA Teknologiprisen 2021 kan findes, skal de tre nominerede først pitche deres produkter foran juryen og besøgende til ROBOTBRAG herunder DIRA Business 2021, der finder sted den 26. august. Vinderen af DIRA Teknologiprisen 2021 bliver afsløret til DIRA Business Festmiddag den samme dag, og prisen overrækkes igen i år af teknologiekspert David Guldager.

Tilmeld dig ROBOTBRAG, herunder DIRA Business 2021, her